Mørkt forår
BETTY NANSEN TEATRET 2022
INSTRUKTION Amanda Linnea Ginman MEDVIRKENDE Mathilde Arcel, Peter Christoffersen, Marcus Alexander Roydes, Alma Toaspern ROMAN AF Unica Zürn FORLAG Merlin Verlag DRAMATISERET AF Amanda Linnea Ginman og Sonja Ferdinand KOREOGRAFISK INSTRUKTION Sebastian Kloborg SCENOGRAFI OG KOSTUMEDESIGN Karin Gille MUSIK OG LYDDESIGN Jenny Rossander aka Lydmor LYSDESIGN Christian Alkjær FOTO Camilla Winther
DER ER INTET SÅ RÅT SOM EN UNG KVINDES LÆNGSEL
En coming-of-age fortælling om at slynge sig mod verden, være i krig med sine egne dæmoner og forsøge at mætte en grådig længsel. En pige vokser op i en forstad til Berlin med en fjern far og et anstrengt forhold til sin mor. En række voldsomme begivenheder medfører en brutal og tidlig afslutning på barndommen.
Uden skam, og med stor vildskab, forfører hun os bestialsk triumferende ind i sin flugt fra sit klaustrofobiske barndomshjem og fortæller os sin historie fra en voldsom, indre forestillingsverden. I Mørkt forår kombineres skuespil, dans og et nykomponeret lydunivers af Lydmor i en ny teaterform, hvor kroppe, musik og ord, sammen og ligestillet undersøger Unica Zürns ikoniske roman fra 1969.
Som en del af udviklingen af forestillingen Mørkt forår gav en række workshops mulighed for at lave kollektiv research i forbindelse med afsøgningen af, hvordan Unica Zürns roman Mørkt forår kan iscenesættes i et stærkt fysisk formsprog. Vigtige spørgsmål var blandt andet, hvordan romanens tema om vold kan iscenesættes og om dansere og skuespillere kan udvikle et fælles formsprog?
Her kan du læse om de svar, workshopforløbet gav.
Amanda om Mørkt Forår i ATLAS
“Jeg synes, der er et ansvar hos kunstnere for at forsøge at stykke den nye verden sammen, at skabe et eller andet mødested for faktisk at prøve at formulere en anden verden, eller en ny måde at være mennesker på, eller en hel måde at være mennesker på,” siger Amanda Linnea Ginman.
Vi sidder midt i Betty Nansen Teatrets øvelokale. Det er her, alle forsøgene på at formulere en ny måde at være menneske på er blevet foretaget. Det ligner mest af alt en gymnastiksal. Ginman fortæller om Mørkt forår, hendes seneste forestilling, der for nylig blev vist på Edison-scenen. Hun beskriver, hvordan det var vigtigt at have tid til at arbejde frit med skuespillerne. De mødte op med Unica Zürns kortroman fra 1969 og fandt sammen ud af, hvordan den skulle dramatiseres – med deres kroppe fremfor deres intellekt. “Der er nogle ting, som du kan ikke kan udtænke ved et skrivebord, fordi kroppen er intuitiv, og når du lader kroppen møde materialet, så får du på en eller anden måde åbnet op for et helt lag, som du ikke kan tænke dig til.”
For Ginman var udfordringen ikke at arbejde i et fladt hierarki, men snarere at tage sin autoritet på sig. Det kan være ensomt at stå alene som instruktør og insistere på en beslutning, som er for stykkets bedste. “Det har været sådan en stay with the trouble-proces.” Der er udvekslet store følelser i arbejdsprocessen. Det her er et ladet rum, ground zero for stykkets eksplosive udsagn om seksuel vold, kvindeligt begær og selvmord. Ginman genkendte noget i bogen. Mange andre kvinder har skrevet til hende med samme budskab, efter de har set forestillingen.