Når vi døde vågner
AARHUS TEATER 2021
INSTRUKTION OG BEARBEJDELSE Amanda Linnea Ginman MEDVIRKENDE Kasper Leisner, Mette Døssing, Sofia Nolsøe og Patrick Baurichter DRAMA AF Henrik Ibsen SCENOGRAF OG KOSTUMEDESIGN Nathalie Mellbye MUSIK OG LYDDESIGN Marie Koldkjær Højlund og Kenneth Nørby Andersen LYDDESIGN Kim Glud
ALLESTEDSNÆRVÆRENDE NATUR ÆDER SIG IND
PÅ DE FORSTENEDE EKSISTENSER
Billedhuggeren Arnold Rubæk vender sammen med sin kone, Maja, hjem til Norge efter mange år i udlandet. De er rastløse og har ikke rigtig noget at sige til hinanden. De indlogerer sig på et kursted i bjergene – omsluttet af den klare luft, duftene på højfjeldet og ikke mindst den gennemtrængende lyd af stilhed. Men så dukker bjørne- og skørtejægeren Ulfheim op. Han vækker de slumrende længsler i Maja, og hun tager med ham på fjeldet for at fælde en bjørn. Samtidig på kurstedet møder Arnold sin tidligere muse, Irene. Hun stod model for ham til den skulptur, der gjorde ham verdensberømt. Men Irene anklager ham for at have stjålet hendes liv ved at vælge kunsten frem for kærligheden og et liv med hende.
Det norske dramatikerfyrtårn Henrik Ibsen skrev sit sidste stykke i 1899, få år inden sin død, og det centrale spørgsmål for Ibsen, hans hovedpersoner og mennesker til alle tider er: Har jeg gjort det rigtige? Har jeg egentlig levet nok?
Er vi alle en slags muser for hinanden?
Instruktør Amanda Linnea Ginman og huskunstner Nathalie Mellbye fortæller i Kulissen om Henrik Ibsens Når vi døde vågner - og om hvad det gør ved os at blive kigget på.
Her kan du høre interviewet.
Amanda om Når vi døde vågner i ISCENE
Når vi døde vågner er Henrik Ibsens sidste drama, og er skrevet i hans symbolistiske periode. Det opleves blandt andet som et sammenbrud i stykkets umiddelbare naturalistiske præmisser, hvor tiden og kausallogikken opløses og åbnes til et symbolsk univers. Amanda Linnea Ginman læser dette skred som en form for status over Ibsens eget liv, hvor han i et affektivt sprog skriver sig ind i eksistentielle temaer af almengyldig karakter.
I stykket vender hans alter ego billedhuggeren Arnold Rubek med sin kone Maja hjem til Norge. Deres forhold er tavst, og hun tager på fjeldet med bjørnejægeren Ulfheim, mens Rubek selv konfronteres af sin tidligere muse Irene, der anklager ham for at have valgt kunsten frem for kærligheden med hende.
Alle søger de en form for frihed. ”I næsten alle Ibsens stykker er der en form for længsel, der viser sig i form af en idealisme, som så bliver bragt til et fald. Karaktererne i Når vi døde vågner er på en måde spændt ud mellem behovet for at forbinde sig til andre og lysten til at realisere sig selv til frihed,” siger Amanda Linnea Ginman. ”Jeg tror, mange menneskers liv på hver deres måde er spændt ud mellem de to poler”.
Tekstens selvopgør- og opvågningstemaer kredser desuden om, hvordan vi opstår i hinandens blikke. Dette grundlæggende menneskelige spil mellem voyeurisme og exhibitionisme er udkrystalliseret i forholdet mellem kunstner og muse, men kan også ses som ”billedet på alle mennesker, fordi vi skabes i relation til hinanden,” siger Amanda Linnea Ginman. Temaerne sættes i hendes iscenesættelse i spil gennem publikums blikke og kroppe. ”Huskomponist Marie Koldkjær Højlund og Kenneth Nørby Andersens skaber et affektivt lydunivers med bas og surround sound, der påvirker publikums kroppe fysisk,” fortæller hun og fortsætter: ”Vi arbejder også med andre sanselige elementer på scenen, vand og ler, for at få det sanselige ind i forestillingen på en måde, hvor publikum gennem elementerne kan mærke, hvad skuespillerne mærker på deres egne kroppe”.